
Mange skoler havde første skoledag i går, og vi var selvfølgelig med ved flere skoler. Vi forsøger at komme godt rundt i hele politikredsen i de første uger af skolestarten.
Når vi laver trafikkontrol ved skoler, er det ikke kun for at sikre, at alle kører pænt – det er også en oplagt mulighed for at skabe god dialog med både børn og forældre helt fra skoleårets start.
Mange børn synes, det er spændende at se en politibil tæt på, prøve at sidde i bilen og høre om politiets udstyr. Samtidig kan vi få en snak med forældrene om, hvordan de kan gøre skolevejen tryggere. Enkelte steder gav betjente påtaler til cyklister, som glemte at trække i fodgængerfeltet eller på fortove.
Patruljernes tilstedeværelse skal være med til at skabe både sikkerhed og tryghed – så alle forhåbentligt får en god skolestart i trafikken. Kom meget gerne over og hils på os, når I ser os derude.