Cykel til 35.000 kr. stjålet og sidenhen leveret tilbage til lykkelig ejer

AI genereret billede

Kl. 08.10 blev der lavet en anmeldelse om, at en familie havde fået stjålet deres ladcykel til en værdi af 35.000 kr. ved stationen i Holbæk. Nærpolitiet gennemså herefter overvågning, hvor de kunne se, at der kl 02.16 havde indfundet sig en person med en vinkelsliber, der havde skåret cyklens lås op. Anmelder kunne meddele, at de have en GPS-tracker i cyklen, og at de nu kunne se, at den befandt sig på en adresse i Holbæk. Da patruljen ankom til stedet, kunne de se, at GPS-trackeren var blevet fundet af tyvene og skubbet ind under vinduesviskeren på en bil, hvorefter patruljen foretog en rundering i området og fandt cyklen påsat ny lås af cykeltyven. Nærpolitiet kunne ud fra overvågning og lokalt kendskab snuse sig frem til, hvem cykeltyven formentligt er, og han kan nu se frem til en sigtelse for tyveriet. Familien fik herefter leveret cyklen tilbage og kunne fortælle, at de var lykkelige over at få cyklen retur, da det var familiens primære transportmiddel, og de takkede politiet mange gange.