
Kl. 17.18 kontaktede flere personer politiet, da de havde været vidner til, at en bus havde påkørt en bom ved jernbaneoverskæringen i Kirke Eskilstrup. Chaufføren, en 43-årig mand, havde derefter kørt videre fra stedet, selvom noget af bommen var knækket af. Politiet fik kontakt til chaufføren, som vendte retur til uheldsstedet. Her forklarede han, at han var blevet blændet af solen, og at han ikke havde set, at skiltningen ved jernbaneoverskæringen lyste rødt, og han havde derfor ramt bommen. Chaufføren fortalte, at hans chef havde bedt om køre videre. Politiet fik kontaktet Banedanmark og orienterede dem om ulykken, således skaden kunne udbedres.