
Lokalpolitiet var med på sidste skoledag, som startede ved Musicon og om eftermiddagen flyttede til Folkeparken, hvor der var god stemning bland de mange unge fra Roskilde og Lejre. Mange havde medbragt soundbokse, men hvis der blev spillet urimeligt højt blev ejeren bedt om at skrue ned. Betjentene noterede nummeret på soundboksen, og ejeren fik af vide, at hvis det skete igen blev soundboksen taget i bevaring af politiet indtil dagen efter. Ud på eftermiddagen var der op imod 300 unge i Folkeparken, og det gav ikke anledning til at politiet måtte gribe ind. Omkring kl. 20.00 flyttede festen til et privat festlokale i byen.