Kl 19.50 var færdselspolitiet på knallertkontrol på Stevns og tog opstilling ved det lokale supermarked. En 16-årig dreng blev standset på en knallert, der kørte væsentligt hurtigere end det måtte. Den blev indbragt til nærmere undersøgelser af, hvor hurtigt den rent faktisk kan køre. Drengen havde desuden ikke kørekort til knallert.
Ved samme lejlighed fik politiet også fat i en anden 16-årig dreng, der kørte på knallert uden nummerplade. Også den knallert så ud til at kunne køre hurtigere end tilladt og blev ligeledes taget med til undersøgelse. Det var anden gang, at den 16-årige blev stoppet af politiet og derfor blev knallerten beslaglagt mhp konfiskation.
Kl 20.08 var det så en 14-årig dreng, der kom kørende på en tilsyneladende for hurtig knallert. Han kan nu se frem til en betinget frakendelse af retten til at køre lille knallert. Også den knallert blev taget med til undersøgelse.
Kl 20.45 lykkedes det to andre færdselspatruljer at standse en 16-årig dreng på Rødvigvej på Stevns. Han kørte uden nummerplade og med passager bagpå med cirka 80 km/t. der var tale om en knallert som tilsyneladende var ombygget til motorcykel og skal nu også til teknisk undersøgelse.
Aktionen sluttede kl 21.45 med at en 26-årig mand blev standset på en motorcykel, der blev vurderet til at støje væsentligt mere end nødvendigt. Den manglede flere dele som ellers ville have bidraget til at mindske støjen. Desuden var forsikringen ikke betalt og derfor blev nummerpladen fjernet på stedet.