Omsider
Omsider – et suk fra tidens favn,
en fløjlsblød bro fra ventens havn.
Det sniger sig frem i stilheds dragt,
en nådegave, tålmodigt sagt.
Det er ikke skrig, det er ikke brøl,
men hvisken fra sjælens inderste møl.
Et ord der bærer en gammel drøm,
som endelig blomstrer i hjertets søvn.
Omsider! råber den trætte jord,
hvor håb har slumret i stille spor.
Som solen der bryder et vinterlåg,
står “omsider” i guld på dagens tåg.
For hvad er vi, hvis ikke i venten –
på kærlighed, fred, og milde stunder i retten?
Et løfte om, at intet er spildt,
når enden på længslen er blidt og mildt.
Så lad os rejse et tårn af tid
til ære for ordet, der bar os hid.
Et lille mirakel, et vejr med fred:
Omsider kom – og vi kom med.