“Det var en mørk og stormfuld nat”
Det var en mørk og stormfuld nat, da det første dødsfald blev opdaget. En ældre mand blev fundet livløs i sit køkken, med øjne vidt opspilede og ansigtet frosset i et udtryk af chok. Intet tydede på vold. Intet tydede på noget som helst. Det lignede bare… død.
Dagen efter blev en yngre kvinde fundet på samme måde i en lejlighed få gader væk. Samme blik. Samme stilling. Samme ingenting. Politiet begyndte at ane, at noget var galt, men havde ingen spor. Ingen omsider.
Efterforskningen gik i gang med fuld styrke. Efterforskere gennemgik de dødes baggrunde, deres netværk, deres fortid, deres diæter. Der var intet fælles. Ingen giftstoffer, ingen mærker, intet der kunne forklare dødsfaldene. Og dog fortsatte de. En tredje. En fjerde. En syvende. Byens borgere begyndte at hviske om en seriemorder. Men morderen efterlod intet. Kun stilhed og tomme blikke.
Efter måneder uden gennembrud, var stemningen trykket på stationen. Omsider fandt man en mulig forbindelse – alle ofrene havde været på det samme bibliotek inden for ugen op til deres død. Men kameraerne viste intet usædvanligt. En ældre bibliotekar fortalte, at de blot havde lånt bøger. Intet andet. Omsider blev biblioteket lukket, men dødsfaldene fortsatte.
En retsmediciner, en yngre kvinde med hængende skuldre og søvnløse øjne, nægtede at give op. Hun begravede sig i mikroskopi og data. Omsider, efter måneder, opdagede hun noget mærkeligt i lungerne på et af ofrene. En fremmed struktur. Ikke bakteriel. Ikke svamp. Noget nyt.
Et hastemøde blev indkaldt. “Vi har måske fat i en form for virus,” sagde hun med hæs stemme. “Men… den findes ikke i nogen kendt database.” Omsider begyndte tingene at give mening. Små symptomer før døden, som ingen havde bemærket: hovedpine, let svimmelhed, svaghed. Alt for vagt. Alt for uspecifikt. Men alle ofrene havde haft det. Omsider var mønsteret klart.
Prøver blev sendt til internationale laboratorier. Karantæner blev indført. Byen blev langsomt lukket ned. Men virussen havde allerede spredt sig. Omsider, efter næsten et år, lykkedes det et hold forskere i Schweiz at udvikle en behandling.
I byen, hvor det hele begyndte, hænger der nu et skilt uden for det nedlagte bibliotek:
“Omsider fandt vi svaret. Men hvor mange liv kostede det?”