Kategori: døgnrapport

  • Betjent løb el-løbehjul op

    AI genereret billede

    Kl. 21.25 så en patrulje et el-løbehjul, som kørte uden lys og føreren bar ikke hjelm. Patruljen gav tegn til føreren om at standse, men han fortsatte sin kørsel trods flere anråb fra betjenten. Selv med både sirene og blå blink på bilen stoppede føreren ikke, men rakte i stedet fuck til patruljen.

    Den ene betjent satte efter løbehjulet til fods og fik standset den 16-årig fører, som gjorde modstand og blev ilagt håndjern. Den unge mand blev kørt hjem til sine forældre i Ringsted. Han blev sigtet for ikke at efterkomme patruljens anvisninger, for at køre uden hjelm/lys.

  • Narkopåvirket bilist

    AI genereret billede

    Kl. 14.30 blev en 44-årig mand fra Lyngby sigtet for kørsel i påvirket tilstand, da han kom kørende i østgående retning, på trods af, at han var påvirket af amfetamin og metadon. Manden har fået udtaget en blodprøve. Sagen afgøres på et senere tidspunkt.

  • Ældre kvinde med cykel på motorvejen

    AI genereret billede

    Kl. 17.00 modtog politiet flere anmeldelser om, at en ældre kvinde befandt sig i nødsporet på motorvejen, og at hun havde medbragt en cykel. En patrulje fik kontakt til kvinden, der er 69 år gammel og fra lokalområdet, og som fremstod konfus. Hun blev bragt i sikkerhed væk fra motorvejen hos pårørende. Patruljen har lavet en socialrapport på baggrund af episoden.

  • Dreng frarøvet løbehjul

    Kl 18.40 blev en 11-årig i en tunnel på et stisystem passet op af to drenge, der ville have hans løbehjul. Da han ikke ønskede at give det fra sig, fik han først to slag i hovedet med en knytnæve og samtidigt viste den ene af de to drenge ham, at han havde en kniv siddende i bukselinningen. De kørte derefter fra stedet på drengens løbehjul. Politiet forsøger nu at finde de to gerningsmænd, der skønnes at være 14-15 år. Begge var efter det oplyste ikke etnisk danske og iklædt mørkt tøj.

  • Helikopter og droner i luften

    AI genereret billede

    Over midnat fik politiet anmeldelse om flere droner i luften over Køge-området og en helikopter med lygte som fløj tæt på beboelse. Det viste sig at være Forsvaret der var på øvelse, og politiet orienterede JRCC (Joint Rescue Coordination Center) om generne for borgerne, og de ville flyve væk fra husene.

  • Nærpoliti på besøg i ungdomsklub

    kl. 20.15 kørte nærbetjente forbi en ungdomsklub i Store-Heddinge, hvor de traf omkring 20 unge. Der var god stemning, og de unge ville gerne se politibilen, som pludselig var fyldt op af glade teenagere. De unge var også interesseret i betjentenes udstyr og det blev desuden til en god snak omkring puffbars og cigaretter, som en stor del af de unge benyttede.

  • Hund begravet

    AI genereret billede

    Kl 13.51 fik politiet anmeldelse om, at der tilsyneladende var blevet begravet et eller andet på størrelse med et barn i et buskads nær svømmehallen. Gravet var mærket af med pinde og der lå også en bamse på stedet. En patrulje kørte frem til stedet og begyndte med en lånt spade at undersøge forholdet nærmere. Det viste sig, at der i jorden lå et tæppe, der var svøbt om en lille død hund. Via halsbåndet var det muligt at finde ejeren, som blev formanet om det uhensigtsmæssige i situationen.

  • To tilfælde af bedrageri

    AI genereret billede

    Kl 14.19 fik politiet anmeldelse om, at en 82-årig mand var blevet kontaktet af en falsk bankmand, der havde oplyst, at der var forsøgt hævet penge på den 82-åriges konto. Derfor skulle banken nu have fat i mandens kort og kode. Svindlerne fik overtalt den ældre herre til at udlevere begge dele til en mand, der kort efter henvendte sig på adressen.
    Han beskrives som 35-40 år, 170 cm høj, almindelig af bygning og med lys hud og kort hår. Han var tyndhåret i siderne, muligvis skaldet på toppen af hovedet.
    Der blev efterfølgende hævet 17.000 kroner på mandens kort.

    Kl 16.22 var det så en 84-årig mand, der oplyste, at han var blevet ringet op af “banken”, der havde fortalt, at hans konto var ved at blive hacket. Derfor kom der kort efter en mand til stedet, som havde hentet den ældre herres kort og kode. Der blev efterfølgende hævet 14.000 kroner.

    Manden beskrives i dette tilfælde som 175-180 cm høj, brun i huden og med kort hår og kort fuldskæg. Manden var iført brunlig vest og lys skjorte.

  • Livløs mand på cykelsti

    AI genereret billede

    Søndag den 2. marts 2025 cyklede en 32-årig mand fra Allerup og en 30-årig kvinde fra Allerup på en cykelsti i Køge og så en mand ligge på ryggen på stien. De tog straks kontakt til manden, som var både ukontaktbar og uden vejtrækning. De startede hjerte-lunge-redning og alarmerede samtidig 1-1-2. Kvinden løb ud og tog imod ambulancen, mens den 32-årige mand fortsatte den livreddende førstehjælp.

    Redningspersonalet fik ved hjælpe af medicin og hjertestarter puls på manden igen. De vurderede, at det formentlig var en blodprop, som var årsag til hjertestoppet.

    Den 32-årige og den 30-årige har fået en dusør i dag for deres resolutte og modige initiativ og handling, som formentlig var af afgørende betydning for mandens overlevelse.

  • Blufærdighedskrænkelse ved skole

    AI genereret billede

    kl. 15.06 fik politiet anmeldelse fra en mor til en pige på Strøbyskolen, som fortalte, at datteren, havde været udsat for blufærdighedskrænkelse efter skole. Ifølge datteren havde mand havde blottet sine kønsdele over for flere børn. Der er p.t. ikke indgået anmeldelser fra øvrige forurettede.

    Pigen beskrev mande som: 60-65 år, alm. af bygning, hvid hud, gråt tyndt hår. Iført blå/grå jakke med rødt logo og blå cowboybukser.

    I starten af maj var en lignende anmeldelse fra samme skole, og lokal politiet undersøger nu sagerne, herunder om der kan være tale om samme mand. Borgere, som har oplysninger i sagen bedes ringe til politiet på tlf. 114.