Forfatter: omsider

  • Slagsmål ved retten i Holbæk

    AI genereret billede

    Kl. 09.23 blev der anmeldt tumult foran retten i Holbæk. Overvågning fra stedet viste to grupper på i alt 15 personer i alderen 18 til 46 år ved indgangen til retten.

    Der opstod herefter uro, hvor en person truede med et gangstativ, og der blev uddelt enkelte slag. En person forsøgte at bide en anden, hvilket fik personen med gangstativet til at løbe truende mod en gruppe med stativet hævet over hovedet.

    Tumulten fortsatte, da to kvinder på stedet indlod sig i en diskussion med nogle af de involverede, hvilket resulterede i, at en mand fik en lussing. Da nærpolitiet ankom, blev roen genoprettet, og alle parter sendt hver til sit.

  • Tryg skolestart med politi på skolevejen

    AI genereret billede

    Mange skoler havde første skoledag i går, og vi var selvfølgelig med ved flere skoler. Vi forsøger at komme godt rundt i hele politikredsen i de første uger af skolestarten.

    Når vi laver trafikkontrol ved skoler, er det ikke kun for at sikre, at alle kører pænt – det er også en oplagt mulighed for at skabe god dialog med både børn og forældre helt fra skoleårets start.

    Mange børn synes, det er spændende at se en politibil tæt på, prøve at sidde i bilen og høre om politiets udstyr. Samtidig kan vi få en snak med forældrene om, hvordan de kan gøre skolevejen tryggere. Enkelte steder gav betjente påtaler til cyklister, som glemte at trække i fodgængerfeltet eller på fortove.

    Patruljernes tilstedeværelse skal være med til at skabe både sikkerhed og tryghed – så alle forhåbentligt får en god skolestart i trafikken. Kom meget gerne over og hils på os, når I ser os derude.

  • Frækt chiliplante-tyveri

    Natten mellem fredag og lørdag blev stjålet en stor chiliplante fra et drivhus på Batteriet i Ringsted. Tidligt lørdag morgen opdagede husejeren, at hans chiliplante var fjernet og anmeldte sagen til politiet. Planten havde fuldmodne chilier og stod i en stor selvvandingspotte, som ifølge anmelderen ville kræve to personer til at bære ud af drivhuset og over hækken.

    Vidner, som har bemærket personer eller et køretøj på stien bag Batteriet i Ringsted natten mellem fredag og lørdag bedes ringe til politiet med oplysninger om det frække tyveri. Ring på tlf. 114.

  • Røveri mod spillehal

    AI genereret billede

    kl. 22.07 kom anmeldelse om røveri mod en spillehal i Ølbycenter, hvor personalet var blevet truet med en pistollignende genstand og kniv af tre maskerede mænd, som fik udleveret kassebeholdningen. De tre mænd beskrives som:

    A: Mand, 20-30 år, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Talte: Dansk med accent, Iført: Sort hættetrøje, sort kasket, sorte solbriller, sort maskering, sorte bukser, sorte sko og grå handsker., Bevæbning: Pistol

    B: Mand, 20-30 år, Kropsbygning: Almindelig, Talte: Dansk med accent, Iført: Sort hættetrøje med hvid print foran, sort kasket, sort maskering, sorte bukser, brune sko, grå handsker, Bevæbning: Kniv

    C: Mand, 20-30 år, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Talte: Dansk med accent, Iført: Grå T-shirt med hætte af mærket Under Armour, sort langærmet trøje, sort maskering, sorte bukser, lyse sko. Bevæbning: Kniv

    De tre mænd stak i retning mod Stensbjergvej, og flere patruljer kørte frem til stedet for at søge efter gerningsmændene, men fandt dem ikke. Hundepatruljer søgte i området efter spor, og der blev foretaget en gerningsstedsundersøgelse. Politiet indhenter nu overvågning og efterforsker sagen. I den forbindelse søges vidner, som har bemærket de tre beskrevne mænd før eller efter røveriet. Ring til politiet på tlf.114, hvis du har oplysninger i sagen.

  • Fodgænger ramt af bil

    AI genereret billede

    Kl. 10.58 modtog politiet en anmeldelse om en fodgænger, der var blevet ramt af en bil. Da patruljen ankom, blev de oplyst om, at en 53-årig kvinde sammen med sine børn var gået overfor grønt i et fodgængerfelt, da en bilist havde ramt hende. Hun var ikke kommet slemt til skade og kunne selv fortælle betjentene om hændelsesforløbet. Ved afhøring af bilistren fortalte han, at han ikke havde set, at der var rødt lys. Kvinden blev for en sikkerhedsskyld kørt til tjek på hospitalet, og politiet på stedet optog rapport.

  • Kolonihave brændte ned

    AI genereret billede

    Kl. 23.46 kørte politi og brandvæsen til brand i et kolonihavehus i Køge. Da patruljen kom frem var der høje flammer og huset var overtændt. Der var ingen personer i huset, og brandvæsnet fik slukket ilden, men huset brændte helt ned. Politiet skal nu undersøge brandstedet nærmere, for at forsøge at afklare hvorfor den opstod.

  • Uheld ved jernbane

    AI genereret billede

    Kl. 10.10 skete et uheld, da en skolevogn med en elev bag rattet kom på afveje ved Ringsted Station under svingning fra Jernbanevej til Næstvedvej, hvor eleven tog fejl af pedalerne i bilen. Skolevognen kørte ind i et metalhegn, som blev skubbet ind i en jernstang som knækkede og ramte en køreledning. Ingen personer kom noget til, men togdriften blev kortvarigt indstillet indtil man fik fjernet genstandene. Politiet kørte til stedet og optog rapport og Banedanmark sendte en tekniker til stedet for at tilse skaderne. Togene kunne passere i lav hastighed forbi uheldsstedet, og bilen blev kørt væk af vejhjælp.

  • Skadet bil fundet efterladt

    AI genereret billede

    Kl 02.11 får politiet kendskab til en polsk indregistreret personbil, der var efterladt liggende på taget i en grøft. En bilist var kommet kørende forbi og havde bemærket bilen. Der var ingen personer i området. Der blev tilkaldt politihunde til at søge efter eventuelt tilskadekomne på stedet, men heller ikke det, bragt nogen klarhed over, hvad der var foregået. Ud fra bilens skader at vurdere, så har der været tale om et alvorligt færdselsuheld. Bilen var afmeldt, så det var ikke umiddelbart muligt at fastslå, hvem ejeren er. Politiet hører gerne fra alle, der har en viden om, hvordan bilen var havnet på stedet og hvem der har ført den.

  • Tab af nummerplader

    AI genereret billede

    Kl 09.00 henvendte en borger sig på politistationen i Kalundborg. Et kraftigt skybrud havde oversvømmet dele af Hareskovvej og flere biler, der havde kørt igennem vandmasserne, havde i den forbindelse fået revet nummerpladerner af. Borgeren havde været så venlig at samle i alt 18 nummerplader op, som blev afleveret til politiet. Lokalpolitiet sørgede for at kontakte ejerne, der kunne komme og hente de tabte plader igen. Vi takker for hjælpen!

  • Truede patrulje med pistol under kørsel

    AI genereret billede

    Kl. 23.10 forsøgte en patrulje at stoppe en bil. Føreren af bilen, en 25-årig kvinde, nægtede at følge politiets anvisninger, og da patruljen kom op på siden af bilen, blev vinduet rullet ned, og kvinden viftede en sort pistol mod patruljen. Patruljen trak bagud, og længere fremme fik en anden patrulje stoppet bilen ved brug af såkaldte stopsticks. Kvinden nægtede at komme ud af bilen, men blev efterfølgende talt ud af bilen af en betjent. Derfra kunne kvinden anholdes uden større dramatik. I bilen blev der fundet en luftpistol, som blev konfiskeret. Kvinden var i forvejen frataget retten til at køre bil, derudover erkendte hun også at have kørt bilen under påvirkning af cannabis. Kvinden blev efterfølgende sigtet for alle forholdene.